Fysiske trænere i Kolding Elite

Kære alle

Vi har nu fundet frem til de to fysiske trænere, som skal varetage den fysiske træning og fysioterapien for Kolding Elite på Brændkjærskolen og ungdomsuddannelserne samt den fysiske træning for KoldingQ, KIF Fodbold, Kolding Tennis Klub, BK-Trekanten KIF og KIF Brydning.

Det bliver Thomas Padkær Petersen og Rasmus Bøving Hansen. Thomas har været omkring Kolding Elite gennem de seneste mange år, og har bl.a. været fysisk træner i KIF Kolding, TVIS Holstebro. Rasmus har en kandidat i idræt og har fungeret som fysisk træner i Skovbakken Tennis og været selvstændig fysisk træner. Thomas bliver fysisk træner for KoldingQ, Brændkjærskolen og dele af Kolding Elite morgentræningen. Rasmus bliver fysisk træner i de øvrige klubber og eftermiddagstræningen for Kolding Elite.

Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang med projektet, hvor vi får samlet den fysiske træning hos Kolding Elite og klubberne. Med den nye ordning får vi flere timer til koordinering, hvilket kan skabe en meget tættere dialog og bedre sammenhæng omkring den fysiske træning og de resterende ordninger. Vi forventer, at det bliver en klar styrkelse, at der bliver en primær fysisk træner på atleterne, så koordineringen styrkes markant i forhold til at skabe en samlet plan for talenternes fysiske udvikling. Det samme gælder den dialog vores fysiske trænere kan få med klubtrænere, der klart vil styrke det fysiske træningstilbud Koldings sportstalenter kan få. Vi har haft et rigtig godt setup i år, og det er dejligt at det er så attraktivt at arbejde med vores talenter, at vi har fået samlet et så kvalificeret team. Der skal samtidig lyde en stor tak til Trine Køhler, der stopper til sommer, men som har ydet en yderst kvalificeret og meget dedikeret indsats for Kolding Elite og vores talenter.

Venlig hilsen

Bjarne Foged Henriksen

Elitekoordinator

Ingen Svar til "Fysiske trænere i Kolding Elite"